Jeg er her jo. (Kald mig aldrig Tønder-pigen igen)

Det er svært ikke at blive påvirket, og ind imellem decideret få kvalme, når man læser om de overgreb, som Zandra beskriver.

Det er råt for usødet, men det er hendes virkelighed.
En virkelighed, som vi helst vil lukke øjnene og ørene for, men det går bare ikke, for det er så uhyrevigtigt at vi lærer af historien, så den ikke gentager sig.

Det er utroligt så meget man kan ødelægge et barn, og at det så alligevel formår, at blive en voksen der kan være så skarp og reflekterende, som Zandra fremstår i bogen, jeg kender hende ikke personligt.
Det er sgu godt gået, Zandra!

Hvis du kan klare at læse bogen, så gør det.